Efter 2 dejlige dage i Jodpur går vores tur på 3. dagen videre til Manvar Desert Camp, som er en tur på 125 km. Vi skal overnatte i en camp i ørkenen, men først ankommer vi til Manvar resort ved middagstid, hvor vi til vores egen overraskelse skal være helt til kl 16.30! Lidt lang tid at vente på at komme ud i ørkenen, men okay vi starter med en frokost og tilbringer resten af tiden ved poolen. Som lovet bliver vi hentet kl 16.30 af vores 10 personers jeep som skal køre os til campen. Inden da skal vi på 2 timers ørkensafari. Vi starter med at besøge nogle lokale i de små landsbyer, herefter er vi ude og køre på sandbakker, det er super sjovt.... se bare på videoen :)
Her har vi så den lokale smed..... det er vist ikke meget smedearbejde han får lavet!
Efter en rigtig sjov tur for både børn og voksne ankommer vi endelig til Manvar Desert Camp ved 18.30 tiden. Ungerne kan lige nå at løbe og lege lidt i sandet inden det bliver mørkt.
Vi bor i Deluxe tents og de er rigtig fine. Det er på ingen måde noget der ligner at ligge i telt med liggeunderlag og soveposer. Nej, her er både senge og badeværelse i teltet.
Om aftenen er der traditionel indisk dans ved bålet. Naja og Cathrine kaster sig ud i dansen, mens Laura må give op og falder i søvn ved bålet.
Næste morgen bliver vi vækket kl 6 med kaffe.... nu skal vi ride på kameler, ud for at se solopgang. Lidt hårdt for ungerne at komme så tidligt op efter endnu en aften, hvor det blev lidt sent. Men det varer ikke længe inden de er klar, de har selvfølgelig glædet sig.
Puha, de er godt nok høje sådan nogle dyr, sikke lange ben de har, når de rejser sig op. Vi vænner os dog hurtigt til højden og nyder turen ud til det sted vi skal se solen stå op.
Tilbage i campen og tid til morgenmad og lidt afslapning inden turen går videre mod næste mål.
No comments:
Post a Comment